Ledsagelse

Ledsageordningen er for dig, der har en betydelig og varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne og ikke kan færdes alene uden for dit hjem. 

Med ledsager kan du – uden at være afhængig af venner og familie – bl.a. komme hjemmefra og deltage i sociale og kulturelle arrangementer.

Du kan ikke bruge ledsagerordningen, når du skal til læge eller behandling.

Hvad er ledsagelse?

Formålet med ledsageordningen er at øge dine muligheder for selvstændighed, valgfrihed og ansvar for din egen tilværelse. Man kan sige, at det er ledsagerens opgave at være dine arme/og eller ben, når du færdes uden for dit hjem. 

Ledsagelse skal være til aktiviteter uden for dit hjem og kun til aktiviteter du selv vælger. 

Støtten omfatter ledsagelsen og de opgaver, der er direkte forbundet med ledsagelsen, fx hjælp til at tage overtøj af og på, hjælp med kørestol og andre ganghjælpemidler samt ved toiletbesøg. Din ledsageren kan ikke medvirke ved større hjælpeopgaver, som fx hjælp til bleskift og respiration. 

Det er ikke din ledsagers opgave at støtte dig pædagogisk, som eksempelvis at hjælpe dig med at udvikle dine sociale kompetencer eller indgå i sociale situationer.

Læs mere

Du kan være i målgruppen for ledsagelse, hvis du 
  • er under 67 år eller under folkepensionsalderen, hvis din pensionsalder er højere end 67 år. 
  • har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og derfor ikke kan færdes alene uden for dit hjem. Det kan fx være hvis du er kørestolsbruger, blind/svagtseende, udviklingshæmmet, svært bevægelseshandicappet eller har en hjerneskade.
  • kan give udtryk for et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter, er bevidst om indholdet i aktiviteten og reelt kan deltage i aktiviteten uden hjælp.
 Hvis du er bevilget ledsagelse før folkepensionsalderen, bevarer du retten til ledsagelse efter overgang til folkepension. 

Ledsagelse skal bevilges af Halsnæs Kommune. 

Inden du bliver indstillet til ledsagelse, vil din rådgiver sammen med dig afdække dine ressourcer og dine behov. På baggrund heraf træffer Handicap- og Voksenafdelingen beslutning om, hvorvidt du er i målgruppen for ledsagelse. Du kan se mere om sagsbehandlingstiden her.

Når du har fået bevilget ledsagerordning, kan du enten få en ledsager fra kommunens samarbejdspartner DUOS eller du kan selv udpege en ledsager. Din ledsager må dog ikke være dine forældre, ægtefælle eller andet nærtstående familiemedlem. DUOS godkender og ansætter den ledsager, du udpeger. 

Din rådgiver vil løbende følge op på din ledsagelse og revurdere den. Hvis der sker væsentlige ændringer i dit behov, skal du fortælle det til din rådgiver, som vil revurdere støtten. 

Du kan i udgangspunktet få op til 15 timers ledsagelse om måneden. Hvis du bor i botilbud kan noget af din ledsagelse være dækket af botilbuddets aktiviteter. Så vil du få bevilget færre timers ledsagelse. 
 
Du skal som udgangspunkt bruge de bevilgede timer i den måned, timerne er bevilget til. 
 
Du kan spare ledsagertimer op, som ikke er brugt i én måned, hvis du for eksempel har brug for flere timer til et arrangement næste måned. Hvis du ønsker at spare ledsagertimer op, skal du aftale det med din rådgiver på forhånd. 
 
Da formålet med ledsageordningen er at understøtte din deltagelse i daglige aktiviteter, gælder følgende ved opsparing og brug af dine ledsagertimer:
  • Alle timer i den indeværende måned skal anvendes, inden den ubrugte tid fra foregående måned bruges. 
  • Den ubrugte tid skal bruges i rækkefølge fra den nærmest forgangne måned og videre månedsvis bagud inden for seks måneder – altså de ”nyeste” timer bruges først. 
  • Timer, som er opsparet for mere end seks måneder siden, bortfalder automatisk.
Det betyder, at det er muligt at opspare timer i højst seks måneder, svarende til maksimalt 90 timer. 
 
Du kan ikke bruge dine ledsagetimer på forskud. 
Du skal selv betale for transport til dig og din ledsager. 
 
Du skal selv afholde udgifter til de aktiviteter, du vælger at deltage i. Hvis du ønsker, at din ledsager er tilstede under aktiviteter, fx i biografen, skal du også betale for ledsagerens udgifter.
 
Du har gennem din rådgiver mulighed for at søge om et fast beløb årligt til dækning af din ledsagers udgifter. Du kan se beløbet her.
Det er dit ansvar
  • at holde regnskab med dit timeforbrug
  • at kontakte din rådgiver, hvis der opstår uoverensstemmelser mellem din ledsager og dig.
  • at kontakte din rådgiver, hvis der sker ændring i dine forhold, som påvirker dit behov for ledsagelse eller hvis du vil spare timer op.

Hvis du mener, at du har behov for ledsagelse, kan du søge digitalt via borger.dk.

Hvis du ikke kan søge digitalt eller har brug for råd og vejledning om ledsageordningen, kan du kontakte Åben Rådgivning for voksne.

Bevilling af ledsageordning sker efter Servicelovens § 97.

Denne beskrivelse udgør Halsnæs Kommunes kvalitetsstandard for ledsageordning vedtaget af Byrådet i 2021. 

Byrådet har også vedtaget en række grundlæggende principper, der er en ramme for vores vurderinger og tilbud. Du kan læse mere om principperne i den politiske strategi her.