Bopælspligt og flexbolig

I Halsnæs Kommune er der bopælspligt. Bopælspligten skal forhindre, at boliger står tomme i længere tid af gangen.

Hvad betyder bopælspligt?

Bopælspligten indebærer, at man som ejer af en bolig har pligt til at sørge for, at boligen er beboet i året rundt. Ejer du en helårsbolig, har du derfor pligt til enten selv at bebo den eller sørge for, at den bliver lejet ud. De personer, som bor i boligen, skal være tilmeldt folkeregistret på adressen.

Formålet med loven om bopælspligt er at forhindre affolkning i byerne, især om vinteren.

Læs mere

Der er som udgangspunkt bopælspligt i alle boliger, der hidtil har været benyttet helt eller delvist til helårsbeboelse. 
Der er dog en række undtagelser, og følgende boliger er undtaget fra reglen om bopælspligt.

  • Sommerhuse, eftersom de ikke er beregnet til helårsbeboelse
  • Helårsboliger, som man forsøger at sælge – uanset om ejer er flyttet eller ej
  • Nyopførte boliger, indtil første ejer sælger boligen igen. 

Hvis du skal på en længere rejse, må du gerne lade din bolig stå tom, selvom du har bopælspligt, såfremt du ikke framelder dig folkeregistret. Framelder du dig derimod folkeregistret for at flytte udenlands i en periode, har du pligt til at leje din bolig ud, hvis du ikke sælger den.

Byrådet i Halsnæs Kommune har i 2014 besluttet, at man ikke vil benytte sig af muligheden for flexboliger i kommunen.