Servitutter og deklarationer

Hvad er en servitut?

En servitut er en bestemmelse, der er pålagt en ejendom.

Typisk kan en servitut  indeholde bestemmelser for, hvor du må bygge på din grund, eller hvordan din ejendom skal være tilsluttet forsyningsnettet.

Eksempler på hvad en servitut kan indeholde:

  • Bestemmelser for fælles afløbsledninger og/eller forsyningsledninger
  • Bestemmelser for vedligeholdelse og brugsret til en fælles indkørsel
  • Offentlig brugsret til en sti, der går gennem din grund.
  • Bestemmelser for, hvor højt dit hus må være.
  • Specifikke krav til højden på hæk og hegn.

Hvilke typer ejendomme kan være pålagt servitutter?

Servitutter kan gælde for alle typer ejendomme. Det vil sige enfamiliehuse, rækkehuse, etageejendomme, kolonihavehuse, sommerhuse, jordstykker m.v. kan være pålagt servitutter.

Før en servitut er gældende, skal den være tinglyst.

Kan du få ophævet en servitut?

Om en servitut kan ophæves eller ej kommer helt an på servituttens indhold. Det er ikke lige til at ophæve en servitut, da det i udgangspunktet kun er den / de personer eller den myndighed, der har påtaleretten til den pågældende servitut, som kan ophæve den.

En servitut kan ophæves, hvis der laves en lokalplan for et område. Her vil lokalplanens bestemmelser veje tungere end servitutterne. Hvis en servitut fx skriver, at der maksimalt må bygges i 10 meters højde og der hernæst udarbejdes en lokalplan, der skriver, at man kun må bygge i 7 meters højde, er det lokalplanen, man skal rette sig efter. Lokalplanen er den ”øverste myndighed”.

Typisk bliver ældre og utidssvarende servitutter aflyst i sammenhæng med, at en lokalplan træder i kraft.

Hvordan forholder du dig til servitutter ved boligkøb?

Sørg for grundigt at undersøge, hvad der er af servitutter på ejendomme, inden du skriver under på købskontrakten. Du kan risikere at få ubehagelige overraskelser, hvis du ikke er forberedt på, hvad du køber.

Hvordan finder du ud af, om der er servitutter på din grund?

Du kan finde ud af om du har en servitut på en grund via tinglysning.dk,  hvor du kan tjekke tingbogen for din ejendom. Du har også mulighed for at se, hvad der ligger af servitutter på andres ejendomme. Derudover er det altid en god idé at tjekke, om der er en gældende lokalplan for dit område.