Når du skal sætte telt eller scene op

Hvis du skal sætte telte eller scener op, kræver det ofte en tilladelse.
 
Tilladelsen gives ud fra certificeringsordningen for transportable telte og konstruktioner. Ifølge ordningen kan ejeren af en transportabel konstruktion selv vælge, om konstruktionen skal certificeres eller byggesagsbehandles.
 
Retningslinjerne er udarbejdet på baggrund af Byggeloven, Bygningsreglementet og Beredskabslovgivningens tekniske forskrifter for forsamlingstelte mv. samt Energistyrelsens vejledning.
 
Certificerede konstruktioner kan opstilles, uden kommunen skal meddele byggetilladelse, så længe certificeringen er gyldig.
 

I Bygningsreglementets kapitel 1.3.5 defineres, hvilke transportable telte og konstruktioner som ikke må opstilles uden forudgående byggetilladelse, hvis de ikke er certificeret. Du finder Bygningsreglementet på dette link.    

Hvad er omfattet af reglerne?

Transportable konstruktioner omfatter telte, tribuner og scener, der anvendes ved for eksempel private fester, familiefester, konfirmationer, sølvbryllupper, vejfester, havefester, firmafester, åbent hus, loppemarked, koncerter, sportsstævner, festivaler, byfester, dyrskue, cirkusforestillinger og lignende.
 
Reglerne omfatter også transportable konstruktioner, der anvendes erhvervsmæssigt. Det gælder f.eks. produktionsvirksomheder, der opstiller kontorpavilloner til midlertidige arbejdspladser eller telt til ekstralagerplads i en periode.
 

Hvad er undtaget fra reglerne?

Visse telte er undtaget fra nogle af reglerne, hvis de anvendes til privat brug. Privat brug defineres som en transportabel konstruktion, der ejes af en privatperson, og som udelukkende anvendes til privat brug af denne privatperson.
 
Privat brug er IKKE udlejningstelte eller lånte telte. Se eksempler i Energistyrelsens vejledning -  du finder Energistyrelsens vejledning på dette link.
 
Scener, gangbroer og tribuner uden overdækning og med en maksimal højde på 1 meter er undtaget fra krav om certificering og byggetilladelse.
 

Telte til over 150 personer

Opstilling af både certificerede og ikke-certificerede telte, der anvendes af flere end 150 personer, kræver tilladelse fra kommunen.
 

Opstilling i mere end 6 uger

Hvis konstruktionen/teltet opstilles i mere end 6 uger, skal der altid søges om byggetilladelse til opstillingen, også selvom konstruktionen er certificeret.
 

Hvad kræver certificering eller forudgående byggetilladelse?

Transportable telte

  • Telte kun til privat brug, som anvendes af flere end 150 personer: Krav om enten certificering eller byggetilladelse samt godkendelse af Beredskabet
  • Telte, der ikke er til privat brug, med et samlet areal større end 50 m²: Krav om enten certificering eller byggetilladelse samt godkendelse af Beredskabet
  • Alle telte i mere end 1 etage: Krav om enten certificering eller byggetilladelse

Transportable konstruktioner - uanset om de opstilles indendørs eller udendørs

  • Scene uden overdækning over 1 meter i højden: Krav om enten certificering eller byggetilladelse
  • Alle scener med overdækning, uanset scenens højde: Krav om enten certificering eller byggetilladelse
  • Automobilscener over 1 meter i højden, uanset om der er en overdækning eller ej: Krav om enten certificering eller byggetilladelse
  • Tribuner, herunder automobiltribuner uden overdækning, siddehøjde på over 1 meter: Krav om enten certificering eller byggetilladelse
  • Tribuner, med overdækning uanset siddehøjde: Krav om enten certificering eller byggetilladelse
  • Portaler med og uden inddækning: Krav om enten certificering eller byggetilladelse
  • Gangbroer under 1 meter i højden uden færdsel under gangbroen og med overdækning: Krav om enten certificering eller byggetilladelse
  • Gangbroer over 1 meter i højden med eller uden færdsel under gangbroen uanset om det er med eller uden overdækning: Krav om enten certificering eller byggetilladelse
  • Tårne og lignende selvstående konstruktioner med eller uden passage under eller gennem konstruktionen: Krav om enten certificering eller byggetilladelse
  • Mobile storskærme, transportable mobilantenner m.v.: Krav om enten certificering eller byggetilladelse

Reglerne omfatter også modulopbyggede konstruktioner, hvis udformning og størrelse medfører, at konstruktionen overstiger de anførte grænser.

Udendørs aktiviteter

Ønsker du at afholde en aktivitet i den danske natur, er der mange hensyn, der skal tages.

På dette link finder du en guide til, hvordan du skal forholde dig.  

Regler i Bygningsreglementet

Transportable konstruktioner er omfattet af bestemmelserne i Bygningsreglementets kap. 1.3.3 og skal overholde alle de bestemmelser i Bygningsreglementet, som er relevante i forhold til den konkrete konstruktion.

Det drejer sig typisk om bestemmelserne om tilgængelighed, konstruktioner og brandforhold i kap. 3.2.1, kap. 4.1-4.3 og kap. 5.

Regler på brandområdet

Husk at overholde bestemmelserne i tekniske forskrifter og driftsmæssige forskrifter for brandværnsforanstaltninger for forsamlingstelte, selskabshuse, salgsområder og campingområder, der ikke er omfattet af campingreglementet.
Du finder reglerne her: