Hjemmesygepleje

Hjemmesygeplejen udfører sygepleje, det kan for eksempel være hjælp til diabetes, stomi, medicingivning eller sårbehandling. Det kan også være undervisning, vejledning og rådgivning i forhold til at leve med en sygdom.

Du kan modtage sygepleje, hvis du har behov for pleje og behandling ved akut eller kronisk sygdom, eller hvis du har et vanskeligt sygdomsforløb.

Formålet med hjemmesygepleje er, at du kan modtage lægeordineret behandling, pleje og rådgivning ud fra dit individuelle behov og din situation.

Sygeplejeklinikkerne

Hvis du er bevilget sygepleje, vil sygeplejen foregå i sygeplejeklinikkerne i Frederiksværk eller Hundested. Fordelen ved at modtage sygepleje i sygeplejeklinikken er både, at tidspunktet for modtagelsen af sygeplejen kan være mere fleksibelt tilpasset til din dag, og at du kan sidde hensigtsmæssigt i forhold til den sygepleje, som du skal have.

Er du ude af stand til at møde op i sygeplejeklinikken, kan du modtage sygepleje i dit eget hjem.

Akutsygeplejen

Akutsygeplejen er til dig, som bliver akut syg, eller hvis du oplever en forværring i dit sygdomsforløb. Du skal kontakte din praktiserende læge, hospitalslægen eller vagtlægen. Lægen kan videregive din sag til den sygeplejerske, der har vagt i akutfunktionen.