Frederiksværk tager nu et stort skridt mod en endnu mere levende og attraktiv bymidte. Pr. 1. maj 2026 træder Kim Backe ind i den nye stilling som bymidtekoordinator, som får en central rolle i at engagere handelslivet, tiltrække nye butikker og understøtte aktiviteterne i byen.
Ansættelsen sker som led i en samarbejdsaftale mellem Halsnæs Kommune og Frederiksværk Forum, hvor parterne har forpligtet sig til et fælles løft af bymidten. Bymidtekoordinatoren kommer således til at repræsentere den samlede bymidte faciliteret af Frederiksværk Forum, hvor kommune, kulturliv, detailhandel, erhverv og handelsstandsforeningen er repræsenteret i bestyrelsen.
Målet er at styrke Frederiksværk bymidte som et attraktivt handels- og oplevelsesområde, skabe overblik og en rød tråd for lokale aktiviteter og finde nye måder at skabe byliv på.
Bliver dedikeret drivkraft for byen
Borgmester Steffen Jensen glæder sig på byrådets vegne til at byde Kim Backe velkommen i den nyoprettede stilling.
“Med ansættelsen af en bymidtekoordinator giver vi bymidten i Frederiksværk et løft. Frederiksværk har en helt særlig handelsprofil, hvor lokale ildsjæle, butikker, kultur og historie spiller sammen på en måde, der skaber både nærvær og kvalitet. Her kommer den nye koordinator til at blive en dedikeret drivkraft, der kan samle aktørerne, styrke samarbejdet og udvikle nye oplevelser, som gør det endnu mere attraktivt at handle, besøge og være i byen. Det kommer med andre ord til at bidrage positivt til, at Frederiksværk fortsat står stærkt som handelsby – både for borgere, erhvervsliv og gæster,” siger borgmester Steffen Jensen.
Formand for Frederiksværk Forum Tine Andersen Nexø ser frem til samarbejdet med den nye bymidtekoordinator.
”Med Kim Backe får vi en erfaren mand ind som ny bymidtekoordinator, der ved, hvad der skal til på alle niveauer – såvel hos detailhandlen som på det politiske plan og ude blandt kunderne. Det betyder, at han er godt klædt på til at styrke fællesskabsfølelsen i byen og forene de gode initiativer, så de hænger bedre sammen og bliver mere synlige for borgere og besøgende. Målet er at øge opmærksomheden på alt det spændende, der sker i byen, og skabe nyt liv i nogle af de tomme lokaler, og på Frederiksværk Forums vegne glæder jeg mig meget til samarbejdet,” siger Tine Andersen Nexø.
Kim Backe har været citykoordinator i Helsingør i fem år. Derudover har han tidligere været vinhandler og kender dermed også til, hvad det vil sige at drive butik. Han glæder sig til nu at bringe erfaringerne i spil i Frederiksværk.
”Detailhandlen er i transformation med internethandlen, men alle erfaringer viser samtidig, at byens butikker kan noget helt særligt. Her er bymidten med til at bringe folk sammen og skabe et sammenhold i lokalområdet, som man ikke finder på andre måder. Jeg glæder mig derfor til at lære DNA’et i Frederiksværk endnu bedre at kende og kombinere det med de erfaringer, jeg har med mig fra Helsingør, og jeg kommer til at være rigtig meget i dialog med det lokale byliv, så vi sammen kan finde på nye aktiviteter og løsninger på, hvad der skal til for at tiltrække nye butikker,” siger Kim Backe.
Bymidtekoordinatoren er en del af en flerårig indsats, hvor både kommune og lokale aktører arbejder målrettet på at styrke Frederiksværks bymidte gennem nye partnerskaber, bedre rammer for erhvervslivet og en mere sammenhængende udvikling af byens tilbud.
Bymidtekoordinatoren er ansat tre dage om ugen med kontor i Frivilligcentret på Skjoldborg i Frederiksværk. Som en naturlig del af jobbet kommer han dog en stor del af tiden til at være ude i bybilledet.