"Fælles om fremtiden – Det gode liv i Halsnæs" er borgmester Steffen Jensens og byrådets politiske forestilling om, hvad Halsnæs er for en kommune, og i hvilken retning udviklingen skal gå.
Fortællingen "Fælles om Fremtiden" handler først og fremmest om, hvordan borgere, politikere og virksomheder sammen engagerer sig i vores lokalsamfund og skaber et samfund med tryghed, trivsel og sammenhængskraft.
Det centrale er målsætningen om levende lokalsamfund med masser af sammenhængskraft. Lokalsamfund, hvor man passer på hinanden og sætter pris på det nære fællesskab. Der skal arbejdes for at beholde institutioner lokalt.
"Fælles om Fremtiden" handler også om, at alle i Halsnæs skal have muligheden for at få et godt liv, selv om de har forskellige forudsætninger for det. Det er et fælles ansvar at løfte dem, der skal have en ekstra hånd, og den opgave skal løftes af de enkelte borgere, civilsamfundet og kommunen i fællesskab.
Samtidig skaber den vilde og smukke natur i Halsnæs livskvalitet. Derfor skal vi passe godt på den, så også vores børn og børnebørn kan have den samme nære adgang til vores unikke natur, samtidig med at flere turister skal have gode oplevelser i Halsnæs.
"Fælles om fremtiden" erstatter den tidligere vision om "De brændende platforme".