Linette kommer fra en stilling som leder af Slagelse Kommunes centrale økonomiafdeling og har derudover en lang ledelsesmæssig erfaring fra beskæftigelsesområdet i Egedal Kommune. Med sig har hun således en stærk faglig ballast, solid erfaring med ledelse og et indgående kendskab til de kommunale opgaver på tværs af organisationen.
Linette ser frem til at tiltræde stillingen og blive en del af holdet i Halsnæs Kommune:
“Halsnæs er en spændende og ambitiøs kommune, som har samlet Beskæftigelse, Social og Borgerservice til ét område for at sikre en stærk koordinering af indsatserne. Jeg ser frem til sammen med medarbejderne, lederne og samarbejdspartnerne at sikre sammenhæng og helhedsorienterede indsatser til gavn for borgerne i kommunen,” udtaler Linette Søndengaard.
Direktør i Halsnæs Kommune, Sune Impgaard Schou ser frem til samarbejdet:
”Social, Beskæftigelse og Borgerservice er et område, der står over for spændende opgaver med at skabe helhedsløsninger for borgerne som følge af den nye beskæftigelsesreform. Med Linette ved roret, har vi tiltro til, at vi kan komme i mål med at skabe retning og sammenhæng i opgaveløsningen, sikre et stærkt greb om økonomi og styring, understøtte samarbejde på tværs og skabe ro, tillid og fremdrift i en organisation præget af forandringer,” udtaler Sune Impgaard Schou, direktør i Halsnæs Kommune.
Linette tiltræder stillingen efter sommerferien.
