Halsnæs Kommunes Billedkunstråd starter en ny valgperiode.
Vi søger derfor kunstnere og kunstkyndige, der vil bidrage til den kunstneriske udvikling i Halsnæs som nye medlemmer af kommunens billedkunstråd.
Om Billedkunstrådet
Billedkunstrådet arbejder for at fremme og styrke kunsten i Halsnæs og er en væsentlig kunstfaglig ressource for kommunen. Rådets fokus er på billedkunsten bredt set samt arkitektur, design og kunsthåndværk.
Billedkunstrådet har til opgave at:
- Rådgive kommunen i kunstfaglige spørgsmål, fx ved kunst i det offentlige rum, udsmykning i nye anlægsbyggerier mv.
- Varetage mindre indkøb af kunst
- Formidle og levendegøre kommunens kunstsamling
- Arbejde med kunstformidling
- Fremme og styrke kunsten i Halsnæs generelt
Halsnæs Kommunes Billedkunstråd består af 6-7 medlemmer samt suppleanter. Rådet er sammensat af repræsentanter fra de lokale kunstforeninger og Kunstnerhuset samt 3-4 kunstnere og kunstfaglige.
Rådet mødes ca. hver anden måned. Ud over mødeaktiviteten kan der være arbejde i mindre arbejdsgrupper. Arbejdet i Billedkunstrådet er frivilligt, dog kan medlemmer modtage kørselsgodtgørelse efter kommunale regler, og der kan gives honorar ved særlige rådgivningsopgaver.
Om de nye medlemmer
Vi søger dig, der er kunstner eller kunstkyndig, og som brænder for billedkunst og vil være med til at præge fremtidens kunstprojekter i kommunen.
Du kan fx være professionelt udøvende kunstner, kunsthåndværker, kurator, kunsthistoriker, arkitekt eller lignende. Om du er lokal eller bor uden for Halsnæs, er ikke så vigtigt. Ved udvælgelsen af Billedkunstrådets nye medlemmer lægges der primært vægt på ansøgernes professionelle kunstfaglighed.
Vi søger 3-4 nye medlemmer, som vælges indtil udgangen af 2029.
Ansøgning
Ønsker du at stille op til Billedkunstrådet, så send en kort ansøgning med din motivation for at indgå i rådsarbejdet samt CV, der viser din kunstfaglige baggrund til mail@halsnaes.dk – skriv Billedkunstråd i emnefeltet. Frist for ansøgning er den 7. april 2026.
Læs mere om Billedkunstrådet på dette link.
Har du spørgsmål til Billedkunstrådet, kan du kontakte kulturkonsulent Lena Petersen (sekretær for rådet) på lekrp@halsnaes.dk eller 21 53 61 17.
Det er Byrådet, der vælger de nye medlemmer blandt de indkomne ansøgninger på baggrund af indstilling fra administrationen. Det giver noget behandlingstid, og ansøgere kan derfor først forvente svar på deres ansøgninger i starten af juni.