Den politiske godkendelse af Nordkystens Fremtid er i hus. Byrådene i Gribskov, Halsnæs og Helsingør har godkendt kystbeskyttelsestilladelsen og miljøtilladelsen til det fælles projekt, som skal beskytte den nordsjællandske kyst mod havets erosion.
Godkendelserne vækker glæde i kommunerne og er resultatet af mange års samarbejde, omfattende undersøgelser og dialog med borgere og myndigheder. De markerer samtidig overgangen til næste etape frem mod gennemførelsen af Danmarks hidtil største fælleskommunale kystbeskyttelsesprojekt.
”Det er en stor glæde, at vi nu er nået hertil i fællesskab. Nordkysten har brug for en langsigtet beskyttelse, og det kræver, at vi arbejder sammen på tværs af kommunegrænserne. Jeg vil gerne takke de mange medarbejdere og samarbejdspartnere, som gennem årene har lagt et stort arbejde i projektet. Nu har vi grundlaget på plads og kan gå videre med at gøre planerne til virkelighed,” siger Trine Egetved, borgmester i Gribskov Kommune.
Behovet for en fælles indsats blev tydeligt, da stormen Bodil i december 2013 forårsagede store skader langs Nordkysten. Året efter gik kommunerne sammen om Nordkystens Fremtid.
”Jeg husker tydeligt stormen Bodil og de mange voldsomme ødelæggelser, stormen førte med sig. Det er derfor rigtig godt, at vi nu i alle tre kommuner er klar til næste vigtige etape af det fælles klimasikringsprojekt langs Nordkysten. Vi har været mere end 10 år undervejs med masser af dialog med både kommunernes borgere og med nationale myndigheder. Nu er det rart at kunne tage næste skridt i retning af at få noget materiale lagt ud og sikret kysterne,” siger Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune.
Fra Kikhavn til Helsingør
Projektet omfatter strandfodring med sand og ral på otte strækninger mellem Kikhavn ved Hundested og Helsingør. I alt skal 35,7 kilometer kyst tilføres materiale, som gør strandene højere og bredere og mindsker bølgernes pres på kystskrænterne. Strandfodringen skal dermed bidrage til at beskytte ejendomme og infrastruktur og forbedre mulighederne for at færdes langs kysten.
Den samlede beskyttelse bygger på et samspil mellem strandfodring og hård kystbeskyttelse i form af skråningsbeskyttelse med sten. For at opnå den fulde beskyttelse kan det være nødvendigt at udbygge den eksisterende skråningsbeskyttelse. Det er fortsat de enkelte grundejeres ansvar og kræver særskilte kystbeskyttelsestilladelser.
”Nordkystens Fremtid er et rigtig godt og velunderbygget projekt. For Nordkysten er ikke bare en kystlinje på et kort. Den er rammen om menneskers hjem, hverdag og fælles oplevelser. Når havet æder sig ind på kysten, er det ikke kun naturen, der forandrer sig. Det er også de værdier og steder, som betyder noget for lokalsamfundene og de tusindvis af borgere, der bor her. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu er nået endnu et skridt videre, og at vi på tværs af kommunegrænser tager fælles ansvar for at beskytte hjem og kystlandskaber,” siger Steffen Jensen, borgmester i Halsnæs Kommune.
De næste skridt
De officielle afgørelser forventes offentliggjort i oktober. Herefter følger en klagefrist på fire uger og behandling af eventuelle klager. Det videre arbejde omfatter blandt andet detailprojektering og udbud af anlægsarbejdet.
I midten af 2027 forventes der oprettet et fælles strandfodringslag, som efter den vedtagne model skal stå for de efterfølgende vedligeholdelsesfodringer.
I 2027 forventes også de kompenserende stenrev i Natura 2000-området Gilleleje Flak og Tragten anlagt. Der skal etableres 46 hektar stenrev som kompensation for de eksisterende rev, der bliver tildækket som følge af strandfodringen.
Den første strandfodring forventes at begynde i 2028 og blive gennemført i 2028-2029.
Tidsplanen afhænger blandt andet af behandlingen af eventuelle klager. Herefter skal der som udgangspunkt tilføres nyt sand og ral cirka hvert femte år for at opretholde beskyttelsen.
Læs mere om projektet på NordkystensFremtid.dk.
