Baggrund:
Højbjerg Bakker er et unikt og betydningsfuldt naturområde i Halsnæs Kommune med stor rekreativ og miljømæssig værdi for både borgere og besøgende. Området bidrager til friluftslivet, borgernes sundhed, naturoplevelser tæt på hjemmet og den samlede identitet af Halsnæs som et sted med rå og autentisk natur.
Området rummer desuden væsentlige naturværdier, herunder en overdrevspræget naturtype, som er sjælden og sårbar i Danmark. Højbjerg Bakker er samtidig levested for bilag IV-arten markfirben, som er strengt beskyttet efter EU’s Habitatdirektiv. Det indebærer, at artens levesteder ikke må ødelægges eller forringes, og at området kræver særlig hensyntagen i forhold til fremtidig arealanvendelse.
Herudover fungerer området som grøn korridor for passage af vildt/arter, hvilket er altafgørende for yngel, levesteder og biodiversitet.
På trods af denne store værdi er området pt sat til salg af Halsnæs Kommune og udlagt til bebyggelse. Området står dermed overfor ændringer, som vil påvirke både biodiversiteten og borgernes adgang til bynær natur.
Kravene i den grønne trepart og Halsnæs Kommunes naturpolitik foreskriver, at vi giver mere plads til naturen. Det modarbejder kommunens egen målsætning at plante borgerskov med den ene hånd og fjerne eksisterende natur med den anden. Vi må først og fremmest sørge for at passe på den natur, vi allerede har.
---
Forslag:
Vi, underskrevne borgere med stemmeret i Halsnæs Kommune, foreslår, at Højbjerg Bakker bevares som et rekreativt natur- og friluftsområde og dermed sikres:
- Almen adgang og rekreativ udnyttelse for alle borgere og besøgende.
- Bevaring af biodiversitet, landskab og naturtype, herunder den lysåbne, overdrevsprægede natur og bilag IV-arten markfirben.
- Integration i kommunens natur- og friluftsstrategier i tråd med Vision 2035.
Hvis kommunen ikke ønsker at beholde ejerskabet over området, bør ejerskab tilbydes andre interessenter, såfremt de har til formål at bevare og forvalte naturen i sin nuværende form. Det kunne bl.a. være at tillade en fond at opkøbe området eller at give plads til, at det kan være delvist borgerejet.
---
Begrundelse:
- Natur som fundament for livskvalitet og sundhed
Halsnæs Kommunes vision “Halsnæs i bevægelse” vægter, at “den rå og autentiske natur foldes ud”, og at naturen skal være omdrejningspunkt for livskvalitet, fællesskab og bæredygtig udvikling.
Bevarelsen af Højbjerg Bakker understøtter visionen ved at sikre fortsat offentlig adgang til et område, der allerede i dag bruges til gåture, bevægelse, naturoplevelser, ro, mental restitution og leg. Området ligger i umiddelbar forlængelse af Hundested Børnehus og giver børnene let adgang til naturen og bidrager dermed også til fremtidige generationers trivsel.
- Unikke naturværdier og beskyttede arter
Højbjerg Bakker rummer et særligt miljø præget af heder og overdrev – naturtyper, som er blevet sjældne i Danmark.
Den dokumenterede tilstedeværelse af markfirben, en strengt beskyttet bilag IV-art, betyder, at området ikke blot har lokal, men også europæisk naturbeskyttelsesværdi. At bevare området som kommunalt ejet giver den bedste mulighed for helhedsorienteret naturpleje og beskyttelse af artens levesteder.
- Økonomiske og samfundsmæssige gevinster ved natur
Ifølge analyser fra bl.a. Concito er natur og biodiversitet en samfundsøkonomisk investering, der kan give høje afkast gennem:
- bedre folkesundhed
- større mental trivsel
- lavere kommunale sundhedsudgifter
- øget tiltrækningskraft for bosætning og turisme
Som Concito formulerer det: “Biodiversitet er en investering, der kan give høje afkast for samfundet. Placerer vi naturen tæt på, hvor vi bor, kan vi medregne en yderligere fysisk sundhedseffekt, fordi adgang til naturen får os til at bevæge os mere.”
Ved at fastholde Højbjerg Bakker som rekreativ natur investerer kommunen direkte i både menneskelig trivsel og naturens robusthed.
- Styrkelse af lokal identitet og bosætning
Højbjerg Bakker er et karaktergivende landskab for Hundested og Halsnæs. Det bruges af borgere i alle aldre året rundt, netop fordi det er frit, tæt på og uforstyrret.
Ved at sørge for, at området bevares, kan kommunen sikre, at det forbliver et fælles gode, et grønt åndehul og en del af den lokale identitet – nu og for kommende generationer.
---
Konklusion:
Vi opfordrer Halsnæs Byråd til at sikre, at Højbjerg Bakker bevares som et rekreativt og offentligt tilgængeligt naturområde, med særlig beskyttelse af de eksisterende naturværdier, herunder den overdrevsprægede natur og de strengt beskyttede bilag IV-arter som markfirben.
Stillere:
Navne: Christa Jacobsen og Amanda Mide-Andersen