Den grønne ildsjælepris ildeles en person, forening eller organisation, der har gjort en frivillig og særlig indsats for miljøet, klimaet eller naturen. Det kan eksempelvis være konkrete tiltag, men det kan også være en ekstraordinær indsats inden for formidlingen af disse områder.
Der lægges vægt på, at indsatsen har været lokal og kan fungere som inspiration for andre.
Det er ikke muligt at indstille sig selv eller professionelle, det vil sige personer eller grupper, der modtager vederlag for den indsats, der ønskes anerkendt.
Blandt de indsendte bud udvælger Grønt Råd en række nominerede. Herefter udpeger Udvalget for Miljø og Plan den endelige prismodtager på udvalgets møde i november.
Ud over æren består prisen som ”Årets grønne Ildsjæl” af et beløb på 10.000 kr., som vinderen efter eget valg kan anvende til et grønt projekt, et arrangement eller en aktivitet, der bidrager til vidensopbygning i Halsnæs Kommune.
Vil du indsende dit bud på en vinder, skal det ske senest 8. august 2023 på mail til mail@halsnaes.dk. Skriv ”Årets grønne Ildsjælepris” i emnefeltet.
Indstillingen skal indeholde navnet på den indstillede ildsjæl samt begrundelse for valget.
I 2022 vandt Foreningen Halsnæs Naturklub den grønne ildsjælepris. Foreningen har været initiativtager til mange naturoplevelser for børn og deres familier, og klubben har gennem årene afholdt mangfoldige ture og arrangementer i den nære natur, i skove og langs strande.