Borgmester Steffen Jensen vender tilbage

Publiceret 27-10-2023

Borgmester i Halsnæs Kommune Steffen Jensen (A) vender tilbage til arbejdet mandag den 30. oktober efter en sygdomsperiode pga. overbelastning.

I første omgang vender borgmester Steffen Jensen tilbage for nedsat kraft. Det indebærer, at 1. viceborgmester Helge Friis (A) fortsat vil varetage en række funktioner på vegne af borgmesteren, herunder bestyrelsesarbejde og repræsentation.

Borgmester Steffen Jensen udtaler:

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at overbelastningsreaktionen kom som lidt af et chok for mig. Derfor har jeg brugt de forgangne uger på dels at komme mig, dels at se på hvad jeg kan gøre for at forebygge, at det sker igen. Det handler bl.a. om at være bedre til at lytte til kroppens signaler og generelt passe bedre på sig selv. Som en konsekvens af det har jeg også besluttet at vende gradvist tilbage, hvor jeg i den første tid vil skrue ned for aktivitetsniveauet.

Når man gennemgår en svær tid, reflekterer man også meget over, hvad der betyder noget for en. Det er først og fremmest et godt helbred, min familie og mine venner og bekendte. Men også det privilegium at have et spændende arbejde er af meget stor betydning for mig. Jeg brænder for politik, og jeg brænder for at gøre en forskel for borgerne i Halsnæs. Derfor glæder jeg mig også til igen at trække i arbejdstøjet.

Jeg vil gerne rette en særlig tak til min familie og dernæst 1. viceborgmester Helge Friis for at træde til og være en uvurderlig støtte under min sygemelding. Jeg vil også gerne takke byrådet, kollegaer og borgere for den forståelse, de har udvist, og ikke mindst tak for de mange opmuntrende bemærkninger, jeg har fået undervejs. Det har varmet og været af stor betydning”.