Omkring 90 veteraner, pårørende og andre borgere deltog, da Halsnæs Kommune tirsdag den 5. september 2023 markerede årets flagdag for udsendte i Danmarks tjeneste.
Nedenfor kan du læse borgmester Steffen Jensens tale.
Borgmester Steffen Jensens tale ved flagdagen
Kære alle sammen. Kære veteraner, oplægsholdere og borgere. Velkommen til årets flagdag.
I de sidste 10 år har vi markeret flagdagen i Halsnæs Kommune. Men dagen peger meget længere tilbage. Flagdagen er nemlig til ære for alle de soldater, beredskabsfolk, politifolk og sundhedsfolk, der har været udsendt på internationale missioner for Danmark siden 1948.
Det er mange år – og der har selvsagt og desværre været mange forskellige konflikter at sende folk ud til igennem årene. Det bærer dagen i dag også præg af, når jeg nu kigger ud over de forskellige barretter og taler med jer, som har valgt at deltage i flagdagen.
Danmark har blandt andet sendt folk til så forskelligartede steder som Cypern, Vestbredden, Balkan, Kosovo, Baltikum, Mali, Syrien, Sydsudan, Irak og Afghanistan. Danske skibe og soldater har også hjulpet med at holde ro på farvandene ved bl.a. Guinea, Aden og Hormuz-strædet. Bare for at nævne nogle få af de missioner, som har haft dansk aftryk.
Uanset hvor man har været, uanset konfliktens karakter, bærer vi som veteraner alle sammen en del af vores udsendinger med os hjem. Det kan være i det små. En indre fornemmelse af, at der er et ”før” og et ”efter” en udsending, som har været med til at runde en som menneske.
Jeg husker tydeligt, da jeg kom hjem fra Kosovo med KFOR’s hold 8 i sommeren 2003. Selvom Balkan-krigene på papiret havde været slut i fire år, kunne man stadig mærke hadet drive ned ad de sønderskudte bygninger. En af vores opgaver var for eksempel at sikre, at borgere af én etnisk oprindelse kunne gøre noget så simpelt som at gå over Austerlitz-broen i Mitrovica uden at blive smadret af borgere med en anden etnisk oprindelse. Af medborgere fra deres eget land! Og så kom vi hjem til Danmark, hvor folk mest gik op i, at det havde været en varm sommer, at man snart kunne få sig et afdragsfrit lån, og at kronprins Frederik vist nok havde fået en kæreste i Australien.
De fleste udsendinger varer typisk et halvt år. Det er et halvt år med en helt anden hverdag, andre normer, et andet sprog og i en anden kultur. Tilsæt så samtidig det pres både fysisk og mentalt, som ligger i at skulle agere militært i en konfliktzone.
Men det er også et halvt år, hvor man er en del af et helt særligt fællesskab og gensidig forståelse, som kan trække livslange tråde. Det kommer til udtryk meget tydeligt som her på flagdagen, men viser sig også i helt almindelige dagligdags situationer.
Jeg var for nyligt til en middag med nogle bekendte, hvor den ene viste sig også at have en fortid i forsvaret. Det var næsten som at trykke på en knap. Lynhurtigt gik vi næsten over i et andet sprog. Vi så på hinanden på en ny måde, hvor ingen af os behøvede at uddybe, hvad en M96 karabin lige er. Jeg har også måttet forklare min kæreste, at det ikke ligefrem er noget positivt, når man er i føling.
Det er ikke mærkeligt, at det at være udsendt gør indtryk for livet og sætter sig spor. Det kræver tilvænning at skulle sendes ud. Men det kræver sørme også tilvænning at komme hjem igen. Og for nogle holder den tilvænning aldrig op.
I efteråret udgav forskningscentret VIVE rapporten ”Danske hjemvendte soldater”. Rapporten kombinerer overordnede oplysninger fra forsvaret om de 27.500 personer, der har været udsendt mellem 1992 og 2012, med missionsrapporter, kvalitative telefoninterviews og spørgeskemaer til flere hundrede veteraner samt en lang række statistiske data helt frem til 2018.
Rapporten peger på, at rammerne for militære udsendelser har ændret sig markant. Både karakteren og de personlige konsekvenser af missionerne har ændret sig, og det har udsendelsernes rolle i en militær karrierebane og omgivelsernes forståelse af det at have været udsendt også.
Hvor missionerne på Balkan for det meste var fredsbevarende, var missionerne i Irak og Afghanistan fredshåndhævende. Det betød, at danske soldater i højere grad blev involveret i egentlige kamphandlinger, især i Afghanistan. Og det har haft konsekvenser.
Forskningen viser, at jo flere kamphandlinger, der har været på en mission, jo højere forekomst er der efterfølgende af psykiatriske diagnoser blandt de hjemvendte soldater. Og man behøver ikke engang selv at have stået direkte i skudlinjen: Faktisk peger rapporten på, at det kan være mere belastende at bevidne kamp uden at kunne gribe ind end selv at have mandat til at kunne handle og dermed få en grad af kontrol over situationen.
Den ændrede karakter kan også aflæses i statistikkerne:
Mens kun ganske få af de udsendte blev diagnosticeret med psykiatriske lidelser op gennem 1990’erne, steg tallet op gennem 00’erne.
I de seneste år har vi som samfund heldigvis styrket vores indsats over for veteranerne. Veteranpolitikken har ført til, at der er bedre mulighed for at få anerkendt PTSD som arbejdsskade, også når diagnosen bliver stillet mere end et halvt år efter de udløsende begivenheder. Og de fleste, der har behovet, får hjælp: Cirka tre ud af fire hjemvendte soldater med psykiske problemer modtager en form for behandling. Desværre går der ofte rigtig lang tid.
Ifølge rapporten er det således 61 procent af dem, der først får hjælp mere end fire år efter udsendelsen. Fire år!
Læg så dertil, at der er påvist en klar sammenhæng mellem den hjemvendte soldats psykiske helbred og senere adfærdsproblemer eller psykiske udfordringer hos vedkommendes børn: Jo sværere veteranen har det, jo sværere får familien det.
Tallene understreger hvor vigtigt det er, at vi som samfund sikrer en langsigtet tilgang, så vi kan blive bedre til at identificere og hjælpe de veteraner og veteranfamilier, der har behov for hjælp.
Derfor er jeg også glad for, at vi i dag kan byde velkommen til Morten Agerskov, som fortæller om at komme hjem efter at have stået midt i hårde kamphandlinger i Afghanistan. Velkommen også til Emil Arenholdt Mosekjær, som ligeledes har været udsendt til Afghanistan og tidligere i år udgav bogen ”Soldaterhjerte”, der undersøger, hvad krig gør ved os som mennesker. Historiker Bent Jensen giver sit perspektiv på verdens store konflikter – også den, vi lige nu oplever mellem Ukraine og Rusland. Velkommen til dig også. Og så vil Veterancentret fortælle om nogle af de tilbud, de har til de hjemvendte veteraner.
Når man kommer hjem og rækker hånden ud, er det vigtigt for mig som borgmester, at man ikke mødes af regler, der bøvler, eller myndigheder, der ikke taler sammen. Det gælder også i mødet med kommunen. Vi skal stå klar, når I som veteraner har brug for os, uanset om vi møder jer i vores Borgerservice eller gennem vores veterankoordinator, Gitte Dreisig.
Vi gør vores bedste, men det er jer, der er eksperterne. Derfor vil jeg også gerne benytte flagdagen til en åben dialog. Når vi når til middagen, skal I være meget velkomne til en helt uformel snak, så vi får større indsigt i, om der er noget, vi som kommune kan gøre mere eller mindre af for at støtte op om veteranindsatsen. Under middagen er I også velkomne til at bladre i de foldere med tilbageblik over de sidste ti års flagdage, som vi har lagt rundt omkring på bordene.
For vi skal blive klogere, vi skal blive bedre, og vi skal anerkende den indsats, som I har gjort.
Det skylder vi jer som veteraner. Og de skylder vi de kolleger, som har betalt den største pris – nemlig med deres liv.
Flagdagen er til jer. Flagdagen er til dem. Og flagdagen er til alle de danske mænd og kvinder, som også fremover kommer til at sætte uvurderlige aftryk på konflikter rundt omkring i verden.
Tak for ordet.