Vær med til at fejre Stålsat by

Publiceret 06-03-2024

Fredag den 8. marts kl. 13.30-15 indvies byudviklingsprojektet i Frederiksværk.

Det har taget godt og vel 10 år. Men nu er hele det store byudviklingsprojekt Stålsat By i Frederiksværk afsluttet.

Det markeres med en officiel indvielse og åbent arrangement fredag den 8. marts kl. 13.30-15 ved Mølledammen i Frederiksværk.

Borgmester Steffen Jensen byder velkommen som den første taler. Der vil også være mulighed for at se nærmere på de projekter, som har været en del af Stålsat By, og så kan man lære mere om dyrelivet i kanalen. Undervejs byder vi på forfriskninger til de fremmødte.

Alle er velkomne.

Stålsat By har samlet set givet et løft til området ved kanalen og samtidig bragt historien ind i nutiden. 

Blandt andet er der kommet nye og pænere overgange mellem det opgraderede Krudtværkstorv og Krudtværksområdet; børnene har fået en sjov legeplads med Frederiksværks industrihistorie som omdrejningspunkt; Valseværkstorvet er åbnet op; der er kommet nye, mere historisk korrekte stenkanter i kanalen; og så er området ved Mølledammen blevet fornyet med bedre opholdsområder og en fin cykel- og gangbro. 

Realdania, A.P. Møller Fonden og NLMK Dansteel har støttet projekt Stålsat By.