Halsnæs Kommune åbner nu for ansøgninger til Idrætspuljen 2026.
Puljen har til formål at styrke idræts-, motions- og friluftslivet og sætte ”Halsnæs i bevægelse”.
Foreninger, skoler, institutioner, selvorganiserede grupper og andre aktører med base i Halsnæs Kommune får dermed mulighed for at søge midler til projekter, der udvikler og forbedrer de lokale rammer for bevægelse og fællesskab.
I 2026 er der afsat i alt 1.028.900 kroner til uddeling gennem Idrætspuljen. Man kan søge støtte både til nye anlægsprojekter, modernisering og renovering af eksisterende faciliteter og til indkøb af udstyr, der understøtter idræts- og friluftsaktiviteter i kommunen.
Sådan søger du
Vil man søge penge fra Idrætspuljen, sker det via www.foreningsportalen.halsnaes.dk.
Ansøgningsfristen er den 27. februar 2026 kl. 12.
Ansøgerne får svar i starten af juni 2026.
Hvis man har brug for sparring, inden man ansøger, kan man kontakte afdelingen Kultur, Idræt og Demokrati i Halsnæs Kommune på mail@halsnaes.dk, att. KID/Idrætspulje.
Læs mere om Idrætspuljen på www.halsnaes.dk/idrætspuljen.