Halsnæs er for alle. Det er vores hjem, og vi håber, at det også bliver dit. Hvad enten du bare er dig selv, er en familie med små børn, har voksne børn der er flyttet hjemmefra, har nået det stadie i livet, hvor det er børnebørnene der fylder i bevidstheden eller noget helt femte, så tror vi på, at Halsnæs er det rette hjem for dig.
Her er masser af frisk luft og lækker natur, som kan bruges til at cleare hovedet med gode, lange gåture eller til at få pulsen op og brændt noget krudt af, hvad enten man er lille eller stor.
For de mindste er der gode legepladser rundt omkring i Halsnæs, og der er gode skoler, som børnene trygt kan sendes af sted til. Faktisk er trygge og sikre skoleveje et af tre overordnede temaer i Halsnæs Kommunes trafik- og infrastrukturstrategi. Det kan du læse mere om her. ved at klikke her.
Det er også nemt at få handlet ind til både hverdag og fest i de mange gode og velassorterede supermarkeder rundt omkring i Halsnæs. Derudover findes der også flere specialvareforretninger.
Forbindelserne til og fra Halsnæs er også gode i både bus, tog og bil, så det er nemt at komme til og fra hjemmet, hvis du eksempelvis bor i Halsnæs og arbejder i Hillerød, Frederikssund eller københavnsområdet. Samtidig er det en del af Halsnæs Kommunes bosætningsstrategi, at infrastrukturen i og omkring Halsnæs bliver endnu bedre.
Aktive fællesskaber
Om man er ung, gammel eller et sted midt i mellem, så er noget af det, som mange sætter pris på muligheden for at indgå i aktive fællesskaber, hvor man kan dele sin interesse med ligesindede. I Halsnæs findes der en masse foreninger, som tilbyder lige netop det. Vi vil vove at påstå, at der findes en forening for alle, for foreningerne i Halsnæs spænder bredt.
Hvis du er på udkig efter et aktivt foreningsliv til dig selv og måske også til resten af familien, så kan du læse mere om foreningerne i Halsnæs her.