Hvis du får en betinget frakendelse af førerretten, kan du beholde dit kørekort i en prøveperiode på 3 år, hvis du opfylder 2 krav:
- Du skal bestå en kontrollerende køreprøve.
- Du skal undgå en ny frakendelse af førerretten i prøveperioden på 3 år.
Kontrollerende køreprøve
Du skal bestå en kontrollerende køreprøve, som består af en teoriprøve og praktisk prøve, for at beholde din førerret og dit kørekort i prøveperioden på 3 år. Det er Færdselsstyrelsen, som indkalder dig til den kontrollerende køreprøve. Du modtager automatisk indkaldelsen i Digital Post. Det fremgår af indkaldelsen, hvornår du senest skal have bestået den kontrollerende køreprøve.
Undgå ny frakendelse af førerretten
Du må ikke begå en ny trafikforseelse i prøveperioden på de 3 år. Hvis du begår en ny trafikforseelse, som resulterer i endnu en frakendelse, mister du dit kørekort ubetinget i mindst 6 måneder.
Spirituskørsel eller narkokørsel: Krav om ANT-kursus
Hvis din førerret er blevet betinget frakendt på grund af spirituskørsel, narkokørsel eller kørsel under påvirkning af andre bevidsthedspåvirkende stoffer, skal du tage et alkohol-, narko- og trafikkursus (ANT-kursus), inden du kan generhverve din førerret. Husk, at afvente besked fra Færdselsstyrelsen i Digital Post om din sag, før du booker et ANT-kursus.
Du kan læse mere om frakendelse efter spirituskørsel, narkokørsel eller kørsel med andre bevidsthedspåvirkende stoffer i blodet her på siden.
Har du haft kørekort i under 3 år, når du begår forseelsen som medfører frakendelsen, får du et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse. Det betyder, at du mister din førerret og skal aflevere dit kørekort til politiet. Du kan læse mere om kørselsforbud her på siden.