Bymidteudvikling – ansøgning til Erhvervsstyrelsen
Det første fysiske projekt, som udspringer af Udviklingsplanen er ved at tage form. Bymidten slkal gøres mere attraktiv i et samlet stræk fra Hundested Station til havnen. Der skal laves nye byrum, plantes mere grønt og laves en tydelig vejvisning. Foran Gubben skal der laves en ny byplads, hvor man har lyst til at man slår sig ned og møder sine naboer. Pladsen skal have en legeplads, borde og bænke i solen. Spændende stiforløb skal forbinde byen og havnen. Og så skal kvaliteten af Nørregade løftes, så man har mere lyst til at gå, cykle og holde pauser i gaden.
Et Bylivspartnerskab mellem lokale aktører, borgere og ejendomsejere skal sammen arbejde for at skabe gode oplevelser i Nørregade. Det kan være små oprydningsindsatser og det kan være større projekter, som handler om at lave nye oplevelser i de tomme lokaler.
Realiseringen afhænger af ekstern finansiering. Derfor søges Erhvervsstyrelsens Bymidtepulje i november 2025 med forventet svar i februar 2026. Samtidig undersøges andre fondsmuligheder.
Udarbejdelse af lokalplaner
I efteråret 2025 går administrationen i gang med at lave lokalplaner for havneområdet. Lokalplanerne gør det muligt for Hundested Havn at lave deres del af den Strategiske fysiske Udviklingsplan. Havnen ønsker bl.a. at lave en havnepromenade, en markedsplads, butikker og hotellejligheder. Lokalplanerne beskriver, hvordan bygninger placeres og skal se ud, hvilket materiale der skal bygges i, hvor veje, fortov og parkerede biler skal placeres.
Lokalplanerne forventet vedtaget af byrådet i 2026.
Vedtagelse af Kommuneplantillæg 8
Kommuneplantillæg 8 for Hundested midtby og havn bliver vedtaget i maj 2025. I høringsperioden holder kommunen et borgermøde. Præsentationsmaterialer og Q&A fra mødet kan ses her.
Kommuneplantillægget skaber debat i lokalområdet. Det handler særligt om, hvordan Hundesteds kendetegn bevares samtidig med, at byen udvikler sig. Høringssvarene handler bl.a. om, hvor meget der må bygges på havnen, hvor der skal bygges et hotel, og om der er brug for flere butikker på havnen.
Horisonten lægges ned
I maj 2025 beslutter Halsnæs Byråd at stoppe projektet Horisonten. Igennem flere år har Halsnæs Kommune arbejdet på at åbne et arktisk museum med inspiration fra Knud Rasmussen. Selvom man har forsøgt mange gange, er det ikke lykkedes at få fondsfinansiering på plads. Uden økonomiske bidrag udefra beslutter politikerne, at der skal sadles om og at arealet skal bruges på en anden måde.
Gubben til Promenaden – et nyt Madkulturhus?
Halsnæs Kommune undersøger mulighederne for at udvikle foreningshuset Gubben og skabe mere liv i bymidten. Idéen er at omdanne Gubben til et madkulturhus med fokus på lokale fødevarer.
Resultatet viser, at der ikke er stor nok opbakning lokalt til at lave et rent madkulturhus. Undersøgelsen peger dog på, at der er interesse for at lave kulturhus, hvor mad spiller en vigtig rolle.