Halsnæs Kommune har fået støtte fra Realdania til at undersøge, om foreningshuset Gubben kan bruges endnu bedre end i dag. Målet er at skabe mere liv i bymidten og en bedre balance mellem by og havn. En idé er at lave Gubben om til et madkulturhus, som kan blive et samlingspunkt for lokalsamfundet. Dette bygger på bygningens historie som fiskekonservesfabrik og forbinder Hundesteds historie med nutidens lokale og regionale fødevareproducenter.
I undersøgelsen vil borgere, foreninger og andre interessenter blive inddraget for at sikre, at projektet afspejler lokalsamfundets ønsker og behov. Visionen er, at Gubben skal blive et sted, hvor mennesker mødes, deler viden og oplevelser, og som styrker fællesskabsfølelsen på tværs af generationer. Udgangspunktet for projektet er, at mange af de nuværende foreninger i Gubben fortsat vil kunne bruge de udvidede rammer og bidrage til husets liv og fællesskab. Ingen foreninger bliver ladt i stikken.
Forundersøgelsen gennemføres af konsulenter fra Norion Consult og Food, og afsluttes i løbet af 2025. I 2025 sker lokalefordelingen i Gubben og Hundesteds øvrige foreningslokaler stort set som vanligt, og det forventer vi også vil være tilfældet i de kommende år.