Ta' med til naTURtorsdag

Publiceret 08-04-2025

Bliv klogere på naturen med skønne torsdagsoplevelser, en bid mad og en kop kaffe.

Skal du med ud i naturen? Så vær med, når vi inviterer til vores nye koncept, naTURtorsdag.

Torsdag den 10. april kl. 16-17.30 lægger vi ud med sæsonens første arrangement, når vi sammen med Danmarks Naturfredningsforening inviterer til at prøve, hvordan naturpleje med le foregår.

Det sker på Høje Lindebjerg i Melby, hvor vores naturvejleder Majken sammen med DN instruerer i leslåning og fortæller om, hvordan det kan gavne naturen.

Efter leslåningen byder vi på noget spiseligt over bål og noget at drikke. Medbring gerne handsker og eget krus.

Alle kan være med - unge som gamle. Tilmelding er ikke nødvendig.

Mødested: Det grønne område Høje Lindebjerg i Melby. Parkering er mulig på Topstien med adgang gennem hegnet ved nr. 17 - kig efter DN-flaget.