På tre ud af fem folkeskoler er der fremgang, mens de resterende skoler fastholder niveauet fra sidste år.
Samlet set er den generelle trivsel for eleverne i 4.-9. klasse i kommunen steget fra 3,4 til 3,5 og nærmer sig dermed landsgennemsnittet på 3,6. Trivslen bliver målt på en skala fra 1-5.
Fremgangen ses især i elevernes opfattelse af motivation, medbestemmelse, hjælp og støtte fra lærerne og ro i undervisningen. Derudover er det særligt trivslen blandt pigerne, der er steget, og dermed nærmer sig niveauet blandt drengene.
Udvalgsformand for Skole, Uddannelse og Dagtilbud, Helge Friis glæder sig over de positive tegn, men konstaterer, at der fortsat ligger et arbejde foran os:
"Det er positivt, at vi ser en fremgang i trivslen. Det viser, at vores indsatser begynder at virke. Men vi er ikke i mål endnu, og derfor vil vi fortsætte arbejdet med at skabe bedre trivsel. Først og fremmest fordi det er vigtigt, at eleverne oplever skolen som et godt og trygt rum at være i, men så sandelig også fordi, det er en forudsætning for at løfte fagligheden yderligere,” udtaler Helge Friis.
Skolerne i Halsnæs har gennem de senere år arbejdet målrettet med trivslen, hvilket nu afspejler sig i resultaterne af trivselsmålingen, og det arbejde fortsætter.
Fakta:
- Ølsted Skole er steget fra 3,3 til 3,5 i den generelle skoletrivsel
- Magleblik Skole er steget fra 3,5 til 3,6 i den generelle skoletrivsel.
- Frederiksværk Skole er steget fra 3,3 til 3,4 i den generelle skoletrivsel.
- Melby Skole er på samme niveau (3,4) som i 2024.
- Hundested Skole er på samme niveau (3,5) som i 2024.