Ny pulje skal styrke frivilligheden i Halsnæs

Publiceret 22-05-2025

En ny frivillighedspulje i Halsnæs skal gøre det lettere og mere attraktivt at være frivillig i kommunen.

Der er med budgetaftalen for 2025-2028 afsat 250.000 kr. årligt, som nu kan søges af folkeoplysende foreninger og klubber.

Puljen har til formål at yde støtte til kurser og uddannelse for frivillige trænere og ledere. Blandt andet med fokus på samarbejde på tværs af foreningslivet og på at styrke kompetencerne til at inkludere børn og unge med særlige behov i fritidstilbuddene.

Udvalgsformand for Kultur, Idræt og Demokrati, Helle Vibeke Lunderød glæder sig over, at den nye frivillighedspulje nu åbner for de første ansøgere:

“Vi ved, hvor vigtig en rolle de frivillige spiller i vores foreningsliv og i Halsnæs generelt. Med denne pulje ønsker vi at anerkende deres indsats og give dem bedre muligheder for at udvikle sig og skabe inkluderende fællesskaber til gavn for alle i Halsnæs,” udtaler Helle Vibeke Lunderød.

Der kan søges støtte til både deltagerudgifter, transport, logi og forplejning i forbindelse med kurser og uddannelse.

I 2025 kan puljens søges fire gange. Efter hver ansøgningsrunde vil folkeoplysningsrådet fordele midlerne.

I første ansøgningsrunde kan foreninger og klubber søge om støtte til og med 10. juni. Ansøgning sker via Foreningsportalen.

Læs mere om puljen og hvordan du ansøger via linket.