Halsnæs Kommune har indgået en aftale med Halsnæs Forsyning A/S og NLMK DanSteel om levering af overskudsvarme fra stålværkets produktionsanlæg til fjernvarmenettet i kommunen.
Konkret vil varmen fra værkets store ovne kunne dække omtrent en tredjedel af Halsnæs Forsynings samlede varmeleverancer.
Varmen ledes i dag bort gennem køletårne, men vil fremover i stedet blive anvendt til billigere og grønnere fjernvarme til lokale borgere.
Ifølge Halsnæs Forsyning vil det give kunderne en årlig besparelse på omkring 500-800 kroner med potentiale for endnu større besparelser på længere sigt.
Samtidig reduceres CO₂-udledningen i Halsnæs med ca. 4.600 tons årligt.
Projektet er et resultat af flere års forberedelser.
Forventningen er, at de første husstande vil kunne lune sig med overskudsvarme fra stålværket i slutningen af 2026.