Pandekager, virtual reality, borgmesterkæder og rundvisninger
Ved pandekagestationen står vi klar til at byde både børn og voksne velkommen med en sød smagsprøve.
Du kan også tage på opdagelse i den virtuelle verden med kommunens VR-briller og få en anderledes oplevelse af Halsnæs.
Er du nysgerrig på historien bag borgmesterkæden – og de gamle kæder fra dengang det hed Hundested og Frederiksværk Kommuner? Så kig forbi udstillingen og få et glimt af fortiden.
Eller måske vil du se rådhuset indefra? Tag med på en rundvisning og hør om bygningens rejse fra byskole til Frederiksværk Rådhus – og nu Halsnæs Rådhus. Vi lægger selvfølgelig også vejen forbi borgmesterkontoret. Rundvisningerne foregår kl. 17 og kl. 18 og tager ca. 25 min. Rundvisningerne kræver tilmelding på forhånd, og du kan sikre dig en plads via vores arrangementskalender, som du finder her: https://halsnaes.nemtilmeld.dk/.
Valg, oplæg og quizzer
Kl. 16:30, 17:30, 18:30 og 19:30 kan du møde borgmesteren eller en af byrådets udvalgsformænd, der gør dig klogere på kommunalvalg og demokrati.
Du kan også teste din valgviden i en vaskeægte stemmeboks og deltage i konkurrencen om biografbilletter.
Måske har du et blik for økonomi eller bare et øje for at ramme plet, så kom forbi og se om, du kan ramme kommunens budget.
Og hvor godt kender du egentlig Halsnæs? Deltag i quizzen om lokale oplevelser – der er selvfølgelig præmier på spil.
Arrangementet er gratis og åbent for alle aldersgrupper.
Kulturnatten på Rådhuset er en del af Kulturnat Frederiksværk, hvor foreninger, kulturliv og virksomheder åbner dørene for borgere og besøgende. Kulturnatten arrangeres af Frederiksværk Forum.
Tid og sted:
Fredag den 10. oktober 2025 fra kl. 16-20
Halsnæs Rådhus (indgang B), Rådhuspladsen 1, 3300 Frederiksværk