I år deltog både Hjemmeværnet, Hærhjemmeværnet og Marinehjemmeværnet i den lokale markering af flagdagen for udsendte i Danmarks tjeneste.
Det skete ved et arrangement ved Skjoldborg i Frederiksværk med både oplæg og mulighed for et nærmere kig på værnenes udstyr og opgaver.
Dagen gav i det hele taget anledning til mange snakke om vigtigheden af fællesskabet, og at nogen melder sig til at løse frivillige opgaver i samfundet – uanset om det er i 24 eller 1.000 timer om året.
Beredskabsdirektør Rikke Sønderiis fra Frederiksborg Brand og Redning mindede i sit oplæg om, at der er brug for flere deltidsbrandfolk i Halsnæs, og at det er en opgave, der både er spændende, givende og vigtig for det lokale beredskab.
Eventyrer og forfatter Emil Midé Erichsen rundede dagen af med at fortælle om, hvordan kriser også kan se ud, når man er langt hjemmefra og kun har det udstyr, der kan være på en båd.
I det hele taget har kriser mange former, pointerede borgmester Steffen Jensen i sin tale.
”Det føles efterhånden som om, at vi lever i en tid med konstante kriser. Nyhederne fortæller hver dag om globale konflikter, kabelbrud, klimaforandringer, pandemier, cyberangreb og energikriser. Det er alt sammen med til at true følelsen af tryghed og vores hverdag, som vi kender den. Når vi hører om kriser døgnet rundt, er det nemt at føle sig afmægtig. Som borgmester har jeg da også flere gange mødt borgere, der har spurgt mig: ”Steffen, hvad kan vi gøre ved det hele?”. Det er ikke et let spørgsmål. Og der findes heller ikke lette svar,” sagde borgmesteren.
Ifølge ham kan de danske veteraner i den sammenhæng bidrage med vigtige erfaringer:
”Der er meget, vi som samfund kan lære af veteranerne. Det kan vi i krigstid, i fredstid og så i denne her mærkelige krisetid, vi befinder os i. Som veteraner besidder I netop vigtige erfaringer med at navigere i det uforudsigelige. I forstår at bevare roen, skabe overblik og vende situationsanalyser til handlinger, også under pres. Samtidig ser veteraner muligheder frem for begrænsninger. Det kan hjælpe andre til at finde løsninger, også selv om midlerne kan være begrænsede i den enkelte situation. Veteraner ved også, at tillid opbygges gennem konsekvente handlinger og gennemsigtighed. Man siger, hvad man gør, og man gør, hvad man siger. Det giver gode forudsætninger for det samarbejde, der er så vigtigt for, at fællesskabet kan fungere. Vigtigst af alt har veteranerne lært os én ting: Når vi står sammen, og vi hjælper hinanden, bliver vi i stand til at klare kriserne – uanset hvordan kriserne ser ud. Lad os derfor i Halsnæs fortsætte den kultur, hvor beredskab ikke blot er en politisk kliche, men et levende sammenhold mellem civile, beredskabsmyndigheder og det øvrige samfund. Det giver handlerum og håb.”