
Nordmolen i Hundested er smukt placeret i kanten af byen, i forlængelse af stranden og med åbent kig mod nord. Halsnæs Kommune arbejder for at etablere en oplevelsesattraktion på Nordmolen, med udgangspunkt i Knud Rasmussens tilknytning til Hundested. Attraktionen har arbejdstitlen Horisonten.
Hundested er en by i bevægelse med et voksende kulturliv, særligt på havnen. En kommende oplevelsesattraktion skal være et stærkt supplement til denne udvikling.
Knud Rasmussens historie og potentialeanalyse
Der har gennem mange år været ønske om at udvikle et sted i Hundested, der kan udvide præsentationen og fortællingen om Knud Rasmussens liv, både historisk og som ramme for mere nutidige fortællinger om Grønland, naturen og kulturmøder, både dengang og i dag.
Byrådet godkendte den 16. september 2021 at igangsætte udarbejdelse af en potentialeanalyse for udvikling af attraktion på Nordmolen i Hundested, med udgangspunkt i Knud Rasmussens tilknytning til Hundested.
Potentialeanalysen er udarbejdet af analysefirmaet Group NAO og indeholder en vurdering og anbefaling af temaerne: Emneanalyse, Museumslandskabet, Turismeanalyse, Stedsanalyse og Forretningsanalyse. Analysen konkluderer overordnet, at der er grundlag for etablering af en attraktion, der vil være en signaturoplevelse og et arkitektonisk vartegn for Hundested, en katalysator for Hundesteds havneliv og fællesskaber, og et vækstbidrag til turismen.
Se potentialeanalysen her:
Potentialeanalysen lægger blandt andet vægt på:
- at udvikle stedet ud fra en stærk kernefortælling omkring Knud Rasmussens liv og virke og at kernefortællingen anlægges som en modig og åben tilgang til formidlingen af ekspeditionskulturen og kulturmøder, som Knud Rasmussens var en del af.
- at kernefortællingen fungerer som ramme for en form for oplevelsescenter med fokus på viden og aktiviteter, der omhandler opdagelser, natur, udfordringer mv. Det er oplagt at skabe et multifunktionelt kulturproducerende sted, der for Hundested vil være et samlingssted for eksempelvis foreninger, møder, begivenheder, undervisning, konferencer, udendørskoncerter og fællesskaber.
- at attraktionen finder sin egen typebetegnelse, hvor museet vil være en af flere aktiviteter i en kommende bygning.
- det vil være relevant at oprette en erhvervsdrivende fond med det formål at etablere attraktionen og senere støtte den.
- at medejerskabet fra grønlandske og arktiske aktører bør forankres i den kommende organisation, ledelse og partnerskab.
Du kan læse potentialeanalysen og sagsfremstillingen her under punkt 94, og du kan se Byrådets behandling og drøftelse af potentialeanalysen på Byrådsmødet d. 22. juni 2022 her.
Du kan også vælge at give dig i kast med en kortere version af potentialeanalysen - læs pixiudgaven her:
Videre arbejde frem mod realisering af en attraktion
Med udgangspunkt i potentialeanalysens anbefalinger vil Halsnæs Kommune i løbet af 2022 igangsætte forarbejdet for etablering af en organisering omkring udviklingen af attraktionen, samt arbejde med midlertidige aktiviteter på Nordmolen.
Udviklingen af attraktionen sker i tæt dialog med Industrimuseet Frederiks Værk og Knud Rasmussens hus.
Da projektet er ændret i forhold til de hidtidige tanker om stedet er der valgt en ny arbejdstitel for det samlede projekt: Horisonten.
Vil du høre mere eller har spørgsmål?
Du kan følge udviklingen af attraktionen her på siden. Har du spørgsmål til projektet eller processen er du velkommen til at kontakte projektleder Karina Juul Westborg-Larsen på 24 96 61 39 eller karwl@halsnaes.dk