Hvornår bliver din ejendom udfordret af højvande?
Når der er oversvømmelse, kan det betyde stor skade. Det er dit ansvar som boligejer at sikre din ejendom mod oversvømmelser. Mange skader fra oversvømmelser kan minimeres, hvis du er forberedt, og ved hvad du skal gøre, hvis vandet kommer.
Ved et klik kan du se, om højvandshændelser betyder, at der er en risiko for, at din ejendom oversvømmes. En højdemodel er som ordet siger en model. Der tages derfor forbehold for højdemodellens usikkerhed. Det er ikke indregnet, at der også kan være bølger.
Fakta om kortet
Halsnæs Kommune har fået udarbejdet scenariekort for hver 10 cm vandstandsstigning for højvandshændelser på 1,5 m – 2,7 m. Kortene bygger på Danmarks Højdemodel fra 2014 koblet med en model, hvor Frederiksværk Højvandssluse indgår.
Hvad skal du gøre, hvis din ejendom bliver udfordret af højvande, og din bolig er i risiko for at blive oversvømmet?
Folderen ”Beredskab - Før, under og efter en oversvømmelse i privat bolig” giver gode råd både før, under og efter en oversvømmelse. Find folderen her
Hvis du vil kystbeskytte din ejendom?
Hvis du vil kystbeskytte din ejendom, skal du ansøge om det. Du kan finde ansøgningsskema og vejledning her
Hvis du vil bygge med høj sokkel eller andet omfattet af bygningsreglementet?
Hvis du vil bygge med høj sokkel eller andet omfattet af bygningsreglementet, skal du ansøge om det. Du kan finde mere om ansøgning og vejledning for byggeri her. På Bolius (boligejernes videncenter) kan du få praktiske råd. www.bolius.dk\vandetkommer har meget information samlet om forebyggelsesmuligheder i forhold til bygninger. Dog skal man være opmærksom på, at resultaterne fra deres adresse-boks øverst på siden, er meget misvisende for Frederiksværk By, da der ikke tages hensyn til højvandsslusen i terrænmodellen. Her bør man bruge Halsnæs Kommunes højvandskort.
Hvad gør kommunen?
Kommunen har tre roller:
1 - Kommunen står for planlægning, herunder fokus på klimatilpasning.
I den nuværende Klimatilpasningsplan 2013-25 er en række risikoområder udpeget, der skal følges op af forskellige initiativer. Det er f.eks. at bygge sluse i Frederiksværk, sikre udbygning af bassiner til regnvand eller, at kommunen analyserer risiko for oversvømmelse og informerer borgerne om mulige private tiltag. I april 2018 blev status for Klimatilpasningsplanen drøftet i Udvalget for Miljø og Plan. I den kommende kommuneplan vil udpegning af oversvømmelses- og erosionstruede områder indgå med henblik på et plangrundlag, der understøtter forebyggelse af skader.
2 - Kommunen er også ejer af ejendomme og infrastruktur, som skoler og veje. Her skal kommunen selv sikre bygninger og infrastruktur mod oversvømmelse.
3 - Kommunen skal give tilladelse til kystbeskyttelse. Derudover giver kystbeskyttelsesloven mulighed for, at kommunen kan pålægge grundejere at være medlem af et kystbeskyttelseslag eller digelag efter en bestemt procedure. Etablering af mindre kystbeskyttelsesanlæg påhviler den enkelte grundejer.