Ølsted Skole bygges om, så den kan rumme børn fra 0. til 9. klasse
Det næste år bygges der om på Ølsted Skole, så der bliver to spor helt til 9. klasse.
Fredag den 3. juli blev kontrakten officielt indgået med det lokale T. T. Tømrer- & Snedkerfirma, som har vundet entreprisen med at ombygge skolen. Det skete ved en seance i naturfagslokalet på Ølsted Skole, hvor borgmester Steffen Jensen sammen med Thomas Tusgaard Andersen fra T. T. Tømrer- & Snedkerfirma satte hver deres underskrift.
Med til ombygningen hører blandt andet et nyt pædagogisk læringscenter, renovering af faglokaler til madkundskab, håndværk, design og billedkunst. Samtidig bliver der etableret mekanisk ventilation, ligesom der er fokus på forbedring af arbejdsmiljø og indeklima.
Entreprisen er på knap 19 mio. kroner. Derudover er der afsat omkring fem mio. kroner fra kommunens renoveringspulje.
Ombygningen går straks i gang og forventes at være færdig i august 2021.
Udbygningen til 9. klasse sker som resultat af en beslutning i byrådet om at genetablere udskoling på Ølsted Skole efter opsplitningen af den tidligere Arresø Skole i to.