Skip til hoved indholdet

Køkkenmedarbejder til Rådhusets kantine

En af vores dygtige kantinemedarbejdere går på velfortjent pension. Derfor søger vi en ny medarbejder til Rådhusets kantine, der tilbereder måltider af høj kvalitet til overkommelige priser.


Rammer for stillingen

Vores kantine hedder Rådhuscaféen, og her bliver du en del af et lille og velfungerende team, hvor du får stort ansvar og mange selvstændige opgaver.

Hver dag spiser omkring 300 medarbejdere frokost i Rådhuscaféen, og derfor er det vigtigt, at du har evner og mod på de mange forskellige discipliner i madlavningens kunst. Vi lægger vægt på variation i måltiderne, så menuen kan skifte over så forskellige temaer som vegetariske dage til dage med traditionel simremad. Kantinen producerer så meget af maden som muligt selv, ligesom der er fokus på at bruge gode råvarer - herunder en betydelig andel økologi.

Kantinen leverer desuden forplejning til udvalgsmøder og har andre spændende opgaver, hvor dine evner i et køkken vil komme til sin ret. Langt de fleste dage ligger arbejdstiden inden for ”normal” arbejdstid, men der vil også være dage, hvor vi har brug for din fleksibilitet, når der f.eks. er byrådsmøder og andre arrangementer.

Du bliver en del af et dagligt team, som ud over dig omfatter en leder af kantinen, en elev, en opvasker og et par vikarer. Hverdagen er travl, men vi gør en dyd ud af at have et godt arbejdsmiljø og have det rart sammen.


Arbejdsopgaver

Som vores nye kantinemedarbejder skal du bl.a. arbejde med:

  • Tilberedning af frokostbuffet, der typisk består af en varm ret med tilbehør, forskellige salater samt pålæg og brød
  • Mødeforplejning
  • Løbende udvikling af buffeten med nye, spændende retter og nye måder at gøre tingene på
  • Bestilling af varer.

Vores forventninger til dig

Vi lægger vægt på, at du har kærlighed til mad og sætter en ære i at servere et måltid med fokus på gode råvarer og smag.

Derudover er det vigtigt, at du er:
  • Mødestabil
  • Initiativrig
  • Pligtopfyldende
  • Struktureret.
Endelig skal du have et udpræget servicegen. Nogle ønsker og bestillinger kan komme med kort varsel, og i de situationer skal du finde løsninger – også selvom det sker på et ubelejligt tidspunkt.


Din baggrund

Vi stiller ikke formelle krav til din baggrund, men det vil være en fordel, hvis du er uddannet kok, smørrebrødsjomfru, ernæringsassistent eller lignende. Det vil også være en fordel, hvis du tidligere har arbejdet i en kantine.


Vi tilbyder

Rådhuscaféen er en del af afdelingen Ledelsesbetjening og Kommunikation, som hører under Koncernsekretariatet. Ledelsesbetjening og Kommunikation har blandt andet ansvaret for mødeforberedelse, rådgivning og taleskrivning til borgmester og direktion, dagsordener til politiske møder samt kommunikation og pressehåndtering.

I Halsnæs Kommune er der højt til loftet, et uformelt arbejdsmiljø og et fælles fokus på at løse opgaverne til gavn for borgerne. Vores grundlæggende værdier er redelighed, mulighed og helhed.


Løn og ansættelsesvilkår

Sker med udgangspunkt i gældende overenskomst og efter principperne om Ny Løn.
Stillingen er på 37 timer ugentligt og forventes besat pr. 1. august 2022.

Der indhentes straffeattest og tages referencer.


Kontakt

Hør eventuelt mere om stillingen hos leder af Ledelsesbetjening og Kommunikation Martin Kjellberg Ishøy på 3030 6460.


Om Halsnæs Kommune

Halsnæs er ikke som alle andre. Halsnæs byder på rå, nærværende og autentiske oplevelser i Kongernes Nordsjælland, der giver enestående muligheder for at udfolde sig. Halsnæs er ikke for fint, og det føles ægte. I Halsnæs byder vi folk indenfor i en afslappet stemning, hvor alle kan deltage og være sig selv.

Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i stadig forandring. Vi er en røgfri arbejdsplads fra 1. august 2020. Læs mere om Halsnæs Kommune på www.halsnaes.dk eller på vores LinkedIn-profil. Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Frist:

02-06-2022 23:59:00

Kontaktperson:

Leder af Ledelsesbetjening og Kommunikation
Martin Kjellberg Ishøy
+4530306460

Lokation:

Rådhuspladsen 1, 3300, Frederiksværk