Frosten kniber vores kinder, og skøjterne begynder at kalde på os fra skabet med inspiration fra årets Vinter OL og løfter om sjov på isen - men isen er fortsat usikker at færdes på.
Den sibiriske kulde, som har ramt os med vinterens koldeste dage og frostgrader både i dag- og nattetimerne betyder, at flere søer, vandløb, og moser i kommunen er begyndt at fryse til. Men isen er endnu ikke tyk nok til at færdes på.
Isen skal godkendes af Halsnæs Kommune
Isen skal måle minimum 13 cm, og der skal være udsigt til stabilt vejr med dagsfrost over en periode, før den er sikker at færdes på. Derudover skal målinger af isen godkendes af Halsnæs Kommune.
Indtil kommunen har godkendt isen, er det vigtigt at understrege, at det er forbundet med stor fare at færdes på isen. Vi vil derfor advare alle - både voksne og børn mod at færdes på isen, før isen har den rette tykkelse, og samtidig minde alle om, at det kan være livsfarligt at falde gennem isen.
Isens tykkelse bliver målt fredag
Der er fredag den 2. marts planlagt måling af isen seks steder i kommunen. Det forventes, at isen ved målingen endnu ikke er tyk nok til ,at der må leges på den.
Der er planlagt måling af isen følgende steder:
- Arresø ved Auderød.
- Lillesø ved Kregme.
- Krebsehullet ved Arresø Skole, Magleblik.
- Tranemosen ved Arresødal.
- Vindåsmosen ved Hundested og Ullerup Skov.
- Mellemrummet ved Hundested.
Synlig skiltning når isen er godkendt
Miljø og Teknik i Halsnæs Kommune vil følge vejrforholdene og tage løbende målinger af isen. Så snart isen rammer den rette tykkelse, vil der blive sat skilte op ved de godkendte søer, vandhuller og moser. Indtil da må skøjterne blive i skabet.
Det er vigtigt at understrege, at al færdsel på isen indtil den er godkendt frarådes af sikkerhedsmæssige årsager.
Vær opmærksom når I leger på isen
Selv når isen er tilladt at lege på, er det vigtigt at være opmærksom:
- Brug din sunde fornuft. Vejret kan pludselig slå om og ændre på isens tykkelse.
- Vær opmærksom og tænk jer om. Det kan være livsfarligt at falde gennem isen.
- Isen skal være minimum 13 cm på de små søer og vandhuller og 20 cm tyk på de store, før isen er sikker at færdes på.
Du kan læse mere om sikker færdsel på isen på Rådet for Større Badesikkerhed og DMI Vejr, Klima og havs hjemmesider.